Børsnotering (IPO)
Hvad en børsnotering er
En børsnotering, som i flæng omtales “IPO” (Initial Public Offering), er den begivenhed, hvor et selskab for første gang sælger aktier til den brede offentlighed og får aktierne optaget til handel på en fondsbørs. Før noteringen er selskabet privatejet: ejerkredsen består typisk af stiftere, familie, medarbejdere og måske en kapitalfond, og den, der vil ud af sit ejerskab, skal selv finde en køber og forhandle en pris. Efter noteringen kan hvem som helst købe en andel af selskabet på en offentlig markedsplads, hvor prisen dannes løbende.
Forskellen kan sammenlignes med et familiebageri, der altid har været ejet af to søskende. Så længe bageriet er privat, findes der ingen offentlig pris på det. Vil den ene søster sælge sin halvdel, må hun finde en interesseret køber, åbne regnskabsbøgerne og forhandle. Bliver bageriet børsnoteret, deles ejerskabet op i mange små, ens andele, og enhver kan købe en enkelt af dem. Prisen på en andel bliver dermed synlig for alle, hele tiden.
Hvorfor et selskab vælger at blive noteret
Det mest håndgribelige formål er at rejse kapital. Selskabet udsteder nye aktier, som investorerne betaler for, og pengene går ind i selskabets kasse til at bygge fabrikker, udvikle produkter, købe konkurrenter eller nedbringe gæld. Det andet formål er, at eksisterende ejere kan sælge en del af deres beholdning og få deres værdier omsat til kontanter — noget der i et privatejet selskab kan tage år at arrangere.
Der er også afledte grunde. En noteret aktie kan bruges som betalingsmiddel ved opkøb, den kan indgå i aflønning af medarbejdere, og selve noteringen giver selskabet synlighed hos kunder og långivere. Til gengæld følger der pligter med: offentliggørelse af regnskaber, oplysning om væsentlige begivenheder, og en ejerkreds der stiller spørgsmål ved beslutningerne.
Hvad der sker med ejerskabet
Antag, at bageriet fra før har 1.000.000 aktier, som de to søskende ejer med halvdelen hver. Selskabet udsteder 250.000 nye aktier og sælger dem til 40 kr. stykket i forbindelse med noteringen:
\(250,000 \times 40 = 10,000,000\)
Selskabet får altså 10.000.000 kr. ind. Efter noteringen findes der i alt 1.250.000 aktier, og de nye investorer ejer:
\(\frac{250,000}{1,250,000} = 20,%\)
Søskendeparret ejer nu 80 % i stedet for 100 %. Deres andel er blevet mindre i procent, men den er ikke blevet mindre i kroner, for selskabet er samtidig blevet 10.000.000 kr. rigere. Deres samlede beholdning på 1.000.000 aktier er stadig 40.000.000 kr. værd til den samme kurs. Denne form for udbud kaldes en primæremission, fordi pengene går til selskabet.
Sælger den ene søster i stedet 100.000 af sine egne aktier i forbindelse med noteringen, går de 4.000.000 kr. i hendes lomme og ikke i selskabets kasse. Det kaldes en sekundæremission, og antallet af aktier ændrer sig ikke. De fleste børsnoteringer kombinerer de to former.
Hvordan prisen findes
Selskabet fastsætter ikke kursen ved at gætte. Det hyrer en eller flere banker, som gennemgår regnskaberne, laver et prospekt som er et omfattende dokument, der beskriver forretningen, økonomien og risiciene, og derefter går ud til professionelle investorer for at måle interessen. Investorerne fortæller, hvor mange aktier de vil købe, og til hvilken kurs. Ud fra den samlede interesse fastsættes den endelige kurs.
Processen minder om et åbent hus hos en ejendomsmægler. Mægleren annoncerer et prisleje frem for en fast pris, viser boligen frem for mange interesserede, indsamler bud og fastsætter først derefter den pris, hvor handlen faktisk kan gennemføres. Kommer der kun to interesserede, justeres prisen ned. Står der tredive i køen, justeres den op.
Hvad der sker efter første handelsdag
På den første handelsdag begynder kursen at bevæge sig frit. Den ligger ofte over udbudskursen, fordi udbudskursen bevidst sættes med en rabat for at sikre, at hele udbuddet bliver solgt. Det er en omkostning for sælgeren: havde bageriet solgt de 250.000 aktier til 46 kr. i stedet for 40 kr., var der kommet 1.500.000 kr. mere ind. Omvendt risikerer et udbud, der prissættes for højt, at aktien falder fra dag ét, hvilket skader selskabets omdømme i markedet og gør fremtidige kapitalrejsninger dyrere.
De oprindelige ejere kan sjældent sælge resten af deres aktier med det samme. De skriver typisk under på en aftale om ikke at sælge i en periode efter noteringen, så markedet ikke oversvømmes af aktier fra folk, der kender selskabet bedst.
Børsnotering (IPO)
Transaktionens opbygning
Et børsnoteringsudbud beskrives ved tre størrelser: antallet af nyudstedte aktier, antallet af eksisterende aktier der sælges, og den andel af selskabet der efterfølgende er i frit omløb. Blandingen af primær- og sekundæraktier er et signal i sig selv. Et udbud, der udelukkende består af primæraktier, fortæller, at kapitalen skal bruges i driften. Et udbud domineret af sekundæraktier fortæller, at eksisterende ejere reducerer deres eksponering, hvilket investorerne prisfastsætter mere forsigtigt, medmindre der findes en oplagt forklaring i form af en kapitalfond ved slutningen af sin investeringshorisont.
Andelen i frit omløb, free float, er den del af aktiekapitalen, der reelt kan handles. En free float på 25–30 % anses normalt for undergrænsen for, at der kan opstå tilstrækkelig likviditet og analytikerdækning, mens en meget lav float gør kursen ustabil og kan udelukke selskabet fra optagelse i aktieindeks.
Syndikatet og underwriting-aftalen
Emissionen ledes af en eller flere banker, der som global coordinator styrer processen, og bookrunners, der fører ordrebogen. Under dem ligger et syndikat af yderligere banker, der bidrager med distribution. Den almindelige struktur i større udbud er firm commitment: bankerne køber aktierne af udsteder til udbudskursen fratrukket et gross spread og videresælger dem til investorerne til den fulde udbudskurs. Forskellen er syndikatets honorar og opdeles konventionelt i et ledelseshonorar, et honorar for at bære risikoen ved garantien og en salgsprovision, hvor sidstnævnte udgør hovedparten og tilfalder de banker, der faktisk placerer aktierne.
Gross spread ligger i større europæiske børsnoteringer typisk i omegnen af to til fire procent af bruttoprovenuet og falder relativt med udbuddets størrelse. Hertil kommer direkte omkostninger til advokater, revisorer, børsafgifter og markedsføring, som er stort set uafhængige af transaktionens størrelse og derfor vejer tungest for mindre selskaber.
Prospekt og forudgående arbejde
Prospektet er det juridisk bindende udbudsdokument og godkendes af den kompetente tilsynsmyndighed, inden udbuddet må markedsføres mod offentligheden. Det indeholder historiske regnskaber i en form, der opfylder gældende regnskabsstandarder, en beskrivelse af forretningsmodel og marked, oplysninger om ejerforhold og ledelse, anvendelsen af provenuet samt en udtømmende risikobeskrivelse. Forud for prospektet ligger en due diligence-proces, hvor bankerne og deres rådgivere gennemgår selskabets kontrakter, regnskabspraksis, skatteforhold og retssager, dels for at sikre at prospektet er korrekt, dels fordi bankerne selv hæfter for indholdet.
Parallelt hermed forberedes selskabet operationelt: bestyrelsen sammensættes med uafhængige medlemmer, der etableres en intern rapporteringscyklus, som kan levere kvartalstal inden for få uger efter periodens udløb, og der udarbejdes en equity story, som forbinder den historiske udvikling med den fremadrettede plan.
Bookbuilding og prisfastsættelse
I bookbuilding-modellen offentliggøres et kursinterval ved åbningen af tegningsperioden, hvorefter investorerne afgiver bud på antal aktier ved forskellige kursniveauer. Ordrebogen opbygges over typisk to uger, hvor selskabets ledelse samtidig gennemfører en roadshow-runde med præsentationer for institutionelle investorer. Ved tegningsperiodens udløb fastsættes den endelige udbudskurs, og aktierne allokeres. Allokeringen er diskretionær: syndikatet bestemmer, hvem der får hvor mange aktier, og lader ikke nødvendigvis den højestbydende få mest.
Modstykket er fastkursudbud, hvor kursen er fastlagt på forhånd, og hvor overtegning håndteres ved forholdsmæssig reduktion. Denne model anvendes primært mod detailinvestorer og i mindre udbud, fordi den ikke kan opsamle information om efterspørgselskurvens form.
Forud for tegningsperioden allokeres ofte en del af udbuddet til cornerstone-investorer, der forpligter sig til at aftage et fast beløb, mod at deres deltagelse offentliggøres. Det reducerer placeringsrisikoen og fungerer som et kvalitetsstempel over for det øvrige marked.
Udvanding og effekten på nøgletal
Udstedelse af nye aktier reducerer indtjeningen pr. aktie, medmindre provenuet forrentes tilstrækkeligt højt. Betragt et selskab med 40.000.000 aktier og et nettoresultat på 320.000.000 kr.:
\(EPS_{f\o r} = \frac{320,000,000}{40,000,000} = 8{,}00\)
Selskabet udsteder 10.000.000 nye aktier til kurs 100 med et gross spread på 4 %:
\(1,000,000,000 \times (1 – 0{,}04) = 960,000,000\)
Nettoprovenuet anvendes til at indfri gæld med en rente på 5 %, og skattesatsen antages at være 25 %:
\(960,000,000 \times 0{,}05 \times (1 – 0{,}25) = 36,000,000\)
\(EPS_{efter} = \frac{320,000,000 + 36,000,000}{50,000,000} = 7{,}12\)
Indtjeningen pr. aktie falder altså fra 8,00 til 7,12 på trods af rentebesparelsen, fordi den efter skat forrentede besparelse er lavere end den indtjening pr. aktie, de nye aktier fortynder. Til udbudskursen svarer det til en stigning i den underliggende prisfastsættelse fra 12,5 gange den hidtidige indtjening til 14,0 gange den fortyndede. Udvandingen er derfor ikke i sig selv et argument mod noteringen, men kræver, at anvendelsen af provenuet skaber en værdi, der overstiger den kapitalomkostning, de nye aktionærer forlanger.
Overtildeling, stabilisering og lock-up
Syndikatet tildeles normalt en overtildelingsret, greenshoe, på op til 15 % af basisudbuddet. Bankerne sælger flere aktier, end der er stillet til rådighed, og har dermed en kort position, som enten dækkes ved at udnytte retten til at købe aktierne af udsteder eller de sælgende aktionærer til udbudskursen, eller ved at købe aktier i markedet. Købet i markedet fungerer som stabilisering: det lægger en efterspørgsel under kursen i den første periode efter noteringen. Stabilisering må efter gængs regulering ikke ske over udbudskursen, skal offentliggøres og er tidsbegrænset til typisk omkring en måned efter noteringen.
Lock-up-aftaler forpligter selskabet, ledelsen og de større aktionærer til ikke at sælge yderligere aktier i en periode efter noteringen, sædvanligvis seks til tolv måneder afhængigt af aktionærkategori. Formålet er at forhindre, at det udbud, markedet netop har absorberet, straks følges af et nyt, og at give tid til, at selskabet leverer på sin første række af regnskaber, før den fulde aktiemængde bliver handlebar.
Alternative veje til børsen
En direkte notering optager eksisterende aktier til handel uden et koordineret udbud og uden garantistillelse fra banker; der rejses i den klassiske form ingen ny kapital, og åbningskursen dannes af markedet ud fra en vejledende referencekurs. En sammenlægning med et SPAC — et børsnoteret tomt selskab rejst med henblik på at opkøbe en driftsvirksomhed — giver notering gennem en fusion i stedet for et udbud. Begge former reducerer visse omkostninger, men fjerner samtidig den koordinerede opbygning af en ordrebog og den kvalitetskontrol, der ligger i en bankers due diligence og garanti.
Børsnotering (IPO)
Bookbuilding som informationsmekanisme
Ordrebogens funktion er ikke at auktionere aktierne til den højeste kurs, men at afdække efterspørgselskurvens form under asymmetrisk information. Institutionelle investorer besidder privat information om selskabets værdi og har ingen umiddelbar interesse i at afsløre den, da et ærligt højt bud alene fører til en højere udbudskurs. Diskretionær allokering løser incitamentsproblemet: syndikatet kan belønne de investorer, der afgiver informative, kursspecifikke bud tidligt i processen, med en større tildeling til en kurs under det, deres egen vurdering tilsiger. Denne udveksling af allokering mod information er kernen i Benveniste-Spindt-rammen og forklarer, hvorfor bookbuilding vinder over ren auktion, når informationsindsamlingen er værdifuld nok til at retfærdiggøre den rabat, der betales for den.
Betragt en ordrebog med en aggregeret efterspørgsel på 60 mio. aktier ved kurs 90, 40 mio. ved kurs 100, 22 mio. ved kurs 110 og 12 mio. ved kurs 120, mod et basisudbud på 20 mio. aktier. Markedsrydningskursen ligger et sted mellem 110 og 120. Prissættes udbuddet ved 110, opnås en dækning på 1,1 gange, og bogen består i toppen af de mest kursfølsomme konti. Prissættes det ved 100, opnås en dækning på 2,0 gange, og det foregivne provenu udgør:
\((110 – 100) \times 20,000,000 = 200,000,000\)
Det er 10 % af bruttoprovenuet ved kurs 100. Beslutningen afhænger derfor ikke af bogens størrelse, men af dens sammensætning. En bog, hvor de øverste 10 % af efterspørgslen kommer fra konti med kort horisont, giver en skrøbelig ejerkreds og en høj sandsynlighed for flowback i de første handelsuger, mens en bog med langsigtede kapitalforvaltere i toppen kan bære en højere kurs uden efterfølgende salgspres.
Underprisning og fordelingen af værdi
Underprisning kvantificeres som forskellen mellem den første dags lukkekurs og udbudskursen ganget med det samlede antal solgte aktier. I et udbud på i alt 23 mio. aktier — 20 mio. i basisudbuddet plus 3 mio. under en fuldt udnyttet overtildelingsret — solgt til kurs 100 med en lukkekurs på 112:
\((112 – 100) \times 23,000,000 = 276,000,000\)
Beløbet er ikke en omkostning i regnskabsmæssig forstand, men en formueoverførsel fra sælgersiden til de tildelte investorer. Fordelingen følger transaktionens sammensætning: med 10 mio. primæraktier og 13 mio. sekundæraktier bæres 120.000.000 kr. af selskabet og dermed indirekte af de tilbageblivende aktionærer, mens 156.000.000 kr. bæres af de sælgende aktionærer.
Effekten på de eksisterende aktionærer af primærdelen isoleres ved at sammenholde emissionskursen efter omkostninger med den underliggende værdi pr. aktie. Med et aktieantal før noteringen på Npre, en værdi pr. aktie på V, en emission på Nny aktier til kursen P og et gross spread på f:
\(V_{post} = \frac{N_{pre} \cdot V + N_{ny} \cdot P \cdot (1 – f)}{N_{pre} + N_{ny}}\)
Med 40.000.000 eksisterende aktier, en underliggende værdi på 110 pr. aktie, 10.000.000 nye aktier til kurs 100 og et spread på 4 %:
\(V_{post} = \frac{40,000,000 \times 110 + 10,000,000 \times 96}{50,000,000} = \frac{5,360,000,000}{50,000,000} = 107{,}20\)
Værditabet pr. eksisterende aktie er 2,80, svarende til 112.000.000 kr. for den samlede oprindelige aktionærkreds. Beløbet dekomponeres præcist: de nye investorer erhverver aktier til 100, som umiddelbart efter emissionen repræsenterer 107,20 i underliggende værdi, hvilket giver dem 72.000.000 kr., mens syndikatet modtager 40.000.000 kr. i spread. Den generelle form af tabet pr. eksisterende aktie er:
\(\Delta V = \frac{N_{ny} \cdot \left[ P \cdot (1 – f) – V \right]}{N_{pre} + N_{ny}}\)
Udtrykket er nul, når nettoemissionskursen svarer til den underliggende værdi, og skifter fortegn derover. Det er den korrekte målestok for, om en emission er værdiskabende for de tilbageblivende ejere — ikke om kursen ligger inden for det annoncerede interval.
Den samlede transaktionsomkostning summerer de direkte og de indirekte elementer. Med et gross spread på 4 % af et bruttoprovenu på 2.300.000.000 kr. og øvrige direkte omkostninger på 30.000.000 kr.:
\(92,000,000 + 30,000,000 + 276,000,000 = 398,000,000\)
\(\frac{398,000,000}{2,300,000,000} = 17{,}3,%\)
Underprisningen udgør her mere end det dobbelte af de samlede direkte honorarer, hvilket er årsagen til, at forhandlinger om gross spread har begrænset betydning for det samlede resultat sammenlignet med disciplinen i prisfastsættelsen.
Partiel prisjustering og allokeringsdiskretionens pris
Den rabat, der betales for informationsindsamling, kan ikke fastsættes vilkårligt efter ordrebogens lukning. Skal investorer have incitament til at afsløre positiv information under tegningsperioden, må en opjustering af kursen ikke fjerne hele deres gevinst; udbudskursen justeres derfor kun delvist op mod den information, bogen indeholder. Konsekvensen er systematisk: transaktioner, der prissættes over det oprindelige interval, efterlader i gennemsnit mere på bordet end transaktioner, der prissættes i den nedre ende, fordi den positive information netop er den, der skal betales for. En prissætning i den nedre ende afspejler derimod information, som markedet leverer gratis, i den forstand at ingen investor skal kompenseres for at afsløre, at et udbud er for dyrt.
Rocks vinderens forbandelse leverer den komplementære mekanisme. Uinformerede investorer får fuld tildeling netop i de udbud, hvor de informerede holder sig væk, og rationeres i de attraktive. Uden en gennemsnitlig rabat vil deres forventede afkast betinget af den faktiske tildeling være negativt, og de vil forlade markedet. Rabatten er derfor prisen for at fastholde den brede efterspørgsel, som gør store udbud placerbare. Diskretionær allokering og garanteret detailtransje er de to instrumenter, der modvirker problemet, og de trækker i hver sin retning: den ene koncentrerer aktierne hos konti, hvis adfærd kendes, den anden spreder dem for at sikre efterfølgende omsætning.
Overtildelingsrettens økonomi
Overtildelingsretten er økonomisk en call-option på aktier med en strike svarende til udbudskursen fratrukket gross spread, og den korte position, som overallokeringen skaber, er dens modpost. Syndikatet sælger 23 mio. aktier, men har kun 20 mio. til rådighed uden at udnytte retten, og er dermed kort 3 mio. aktier.
Stiger kursen efter noteringen, udnyttes retten. Aktierne købes af udsteder eller de sælgende aktionærer til 96 og leveres til investorerne, der har betalt 100:
\(3,000,000 \times (100 – 96) = 12,000,000\)
Falder kursen, dækkes den korte position i markedet. Købes de 3 mio. aktier til en gennemsnitskurs på 95:
\(3,000,000 \times (100 – 95) = 15,000,000\)
Indifferenspunktet ligger ved en gennemsnitlig tilbagekøbskurs på præcis 96, altså ved optionens strike. Under dette niveau er stabilisering mere indbringende end udnyttelse, over det omvendt. Det er derfor ikke korrekt at betragte stabilisering som en ren omkostning for syndikatet; positionen er selvfinansierende, så længe overallokeringen holdes inden for rettens omfang. Overallokeres der ud over de 15 %, opstår en nøgen kort position uden afdækning, og syndikatet bærer da et ubegrænset tab, hvis kursen stiger — en eksponering, der kun tages, hvor bogens sammensætning gør et tidligt kursfald sandsynligt.
Fordelingen af stabiliseringsresultatet mellem syndikat, udsteder og sælgende aktionærer afhænger af emissionsaftalen og af den lokale markedspraksis, og den skal sammenholdes med, at stabiliseringsagenten samtidig påtager sig et oplysningskrav og en tidsbegrænsning, som gør positionen synlig for markedet ved periodens udløb.
Udbudsdynamik efter noteringen
Den handlede mængde umiddelbart efter noteringen er lille i forhold til den samlede aktiekapital, og aktien er derfor følsom over for ændringer i det frie udbud. Med 50 mio. aktier i alt og 23 mio. i frit omløb er 27 mio. aktier bundet af lock-up. Sættes den gennemsnitlige daglige omsætning til 400.000 aktier, svarer den bundne mængde til:
\(\frac{27,000,000}{400,000} = 67{,}5\)
Det er 67,5 handelsdages omsætning. Selv en beskeden faktisk salgsandel ved lock-up-udløb repræsenterer dermed et betydeligt udbudschok målt i dagsomsætning, og forventningen herom prissættes normalt ind i kursen i ugerne op til udløbet frem for på selve dagen. Den sædvanlige håndtering er en koordineret accelereret placering, hvor blokken sælges til institutionelle konti med en rabat til den aktuelle kurs, hvilket flytter udbuddet fra det åbne marked til en enkelt afklarende transaktion.
En free float på 46 % efter fuld udnyttelse af overtildelingsretten er tilstrækkelig til, at de gængse indeksudbyderes krav til omløbsandel normalt opfyldes, forudsat at likviditetskriterierne også er mødt. Optagelse i et bredt indeks skaber en mekanisk, kursufølsom efterspørgsel fra passive forvaltere, hvis størrelse kan estimeres som produktet af den forvaltede kapital, der replikerer indekset, og selskabets vægt heri. Denne efterspørgsel er en af de kvantificerbare fordele ved at strukturere udbuddet stort nok til at krydse tærsklerne frem for at minimere fortyndingen.
Prisfastsættelsens ankerpunkter og risikooverførslen
Værdiansættelsen forankres i multipler for sammenlignelige noterede selskaber og i tilbagediskonterede pengestrømme, hvorefter der anlægges en rabat til det afledte niveau for at kompensere for manglende driftshistorik som noteret selskab, for fravær af konsensusestimater og for illikviditeten i den tidlige handel. Rabatten ligger typisk i omegnen af ti til femten procent af den peer-baserede værdi, men er ikke en konstant: den udvides, når bogen er tynd i den øvre del af intervallet, og kan bortfalde helt, når efterspørgslen er bredt funderet blandt langsigtede investorer. Selve kursintervallet fastsættes bevidst, så den forventede endelige kurs ligger over midtpunktet, hvilket giver mulighed for en opjustering, uden at intervallet skal ændres formelt.
Risikoen i firm commitment-strukturen er koncentreret i et meget kort tidsrum. Emissionsaftalen underskrives først ved prisfastsættelsen, altså efter at ordrebogen er lukket, og typisk aftenen før første handelsdag. Bankernes egentlige eksponering mod at sidde tilbage med usolgte aktier strækker sig derfor over timer snarere end uger, og den reelle risiko ligger i afviklingsperioden frem til levering samt i stabiliseringspositionen. Aftalen indeholder desuden bestemmelser om væsentlige negative ændringer og force majeure, som tillader syndikatet at træde tilbage inden levering, hvis markedsforholdene ændrer sig fundamentalt. Den eksponering, der ikke kan kontraheres væk, er omdømmemæssig: et udbud, der handler væsentligt under udbudskursen i de følgende måneder, påvirker bankens adgang til at placere fremtidige transaktioner hos de samme investorer, og det er denne gentagne interaktion, snarere end den formelle garanti, der disciplinerer prisfastsættelsen.
Børsnotering (IPO)
Alle Har ret til finansiel dannelse
Investering er nok den bedste vej til økonomisk frihed. Hos ABCapital ønsker vi at motivere og forberede alle til at investere. Vi vil gerne gøre investering til en god oplevelse for alle — og sikre, at nybegyndere, i en verden af “investeringsguruer” og TikTok-eksperter, kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Hvad tilbyder ABCapital?
Ordbog
En ordbog skrædersyet til dit niveau. Vælg selv om du har brug en forklaring på begynder, øvet eller ekspertniveau. Find +50 begreber med 3 forklaringer til hvert. Fra simple eksempler til sammenhænge på tværs af begreber. I finans og investering hænger ting oftest sammen – stiger renten, kan indtjeningen falde, falder indtjeningen påvirker det værdiansættelsen…
Gratis kursus
Vi mener at investering er for alle. Derfor har vi sammensat et kursus bestående af 20 moduler, hvor du bliver taget igennem alt hvad der kan tænkes nødvendigt for at blive klar til at investere. Hvis der er én ting vi kunne sikre for alle, så var det at deres første investering var en god oplevelse. Bliv klar til aktiemarkedet med et gratis kursus der ikke har nogne skjult agenda
Hvem står bag ABCapital?
Mit navn er Kasper Wesenberg. Jeg er ikke noget investeringsgeni, og jeg investerer ikke bedre end gennemsnittet. Jeg har set en stigende tendens til, at folk deler deres investeringsrejse på TikTok og andre medier, hvor nogle skaber reel værdi, mens andre fremmer investering på en decideret usund måde.
Med ABCapital håber jeg at give kommende investorer muligheden for at lære deres ABC om investering, inden de kaster sig ud i det.
Jeg har en HA (almen) fra CBS med tungt fokus på statistik og regnskab, og læser nu en kandidat i Finance and Investments. med tungt fokus på statistik og regnskab, og læser nu en kandidat i Finance and Investments samme sted. Jeg er hverken uddannet investeringsrådgiver eller har taget fancy kurser, men uddannelsen giver mig teoretiske og statistiske indsigter i investeringsverdenen.