Den regnskabsmæssige afgrænsning af både tæller og nævner har afgørende betydning for, hvilket billede D/E-ratioen tegner af en virksomheds kapitalstruktur, og valget skal derfor angives eksplicit, når tal sammenlignes på tværs af selskaber eller perioder. I tælleren skelnes typisk mellem bruttogæld, opgjort som al rentebærende gæld inklusive leasingforpligtelser, og nettogæld, hvor likvide midler og børsnoterede værdipapirer fratrækkes, fordi disse aktiver i praksis kan anvendes til at indfri gæld

$$\text{Nettogæld} = \text{Rentebærende gæld} – \text{Likvide midler og værdipapirer}$$

$$\text{Netto } D/E = \frac{\text{Nettogæld}}{\text{Egenkapital}}$$

Indførelsen af leasingstandarden IFRS 16 har strukturelt påvirket den brede definition af D/E-ratioen, fordi operationelle leasingaftaler, der tidligere kun fremgik af regnskabets noter, nu skal balanceføres som en brugsret på aktivsiden og en tilsvarende leasingforpligtelse på passivsiden. Dette øger både aktivmassen og den rentebærende gæld for selskaber med omfattende leasingaftaler, eksempelvis inden for detailhandel og luftfart, hvilket alt andet lige hæver den rapporterede D/E-ratio sammenlignet med regnskaber aflagt efter den tidligere standard. Analytikere, der ønsker sammenlignelighed på tværs af overgangen, korrigerer ofte ved at udskille leasingforpligtelsen fra den rentebærende gæld i tælleren.

Et talmæssigt eksempel illustrerer, hvor forskelligt den samme virksomhed kan fremstå afhængigt af definitionsvalg. Selskab Z har samlede aktiver på 120 mio. kr., heraf en brugsret fra leasing på 15 mio. kr. og likvide midler og værdipapirer på 10 mio. kr. Passivsiden består af rentebærende gæld i form af obligationer og banklån på 45 mio. kr., leasingforpligtelser på 15 mio. kr. og ikke-rentebærende forpligtelser som leverandørgæld på 20 mio. kr. Egenkapitalen udgør dermed 120−45−15−20=40 mio. kr. Selskabets markedsværdi af egenkapitalen, altså den aktuelle aktiekurs ganget med antal udestående aktier, er 70 mio. kr., hvilket afviger fra den bogførte egenkapital, fordi markedet indregner forventninger til fremtidig indtjening, som ikke fremgår af balancen.

Ud fra disse tal kan flere versioner af D/E-ratioen beregnes. Den brede bogførte ratio, baseret på samtlige forpligtelser, bliver (45+15+20)/40 = 80/40= 2,0. Den snævre bogførte ratio, der alene medtager rentebærende gæld inklusive leasingforpligtelser, bliver (45+15)/40 = 60/40 = 1,5. Ekskluderes leasingforpligtelsen for at opnå sammenlignelighed med regnskaber aflagt før IFRS 16, bliver ratioen 45/40=1,125. Nettoratioen, hvor likvide midler fratrækkes gælden, bliver (60−10)/40 = 50/40 = 1,25, og den markedsværdibaserede ratio, hvor bogført egenkapital erstattes af markedsværdien, bliver 60/70 ≈ 0,857. Samme selskab kan således rapporteres med en D/E-ratio, der spænder fra under 1 til 2, alene som følge af den anvendte metode, hvilket understreger, at ratioen kun er meningsfuld, når definitionen er eksplicit angivet og konsekvent anvendt i sammenligningen.

Egenkapitalen i nævneren kan desuden blive negativ, hvilket opstår, når akkumulerede underskud eller omfattende gældsfinansierede aktietilbagekøb har reduceret den bogførte egenkapital til under nul. Har et selskab eksempelvis en rentebærende gæld på 30 mio. kr. og en bogført egenkapital på -5 mio. kr., giver formlen matematisk en D/E-ratio på 30/(−5)=−6, et tal der ikke kan fortolkes som lavere gearing, men i stedet er et signal om, at kapitalstrukturen er stærkt anstrengt, og at ratioen i sin sædvanlige form er ubrugelig som risikomål i dette tilfælde. I sådanne situationer erstattes D/E-ratioen typisk af alternative gearingsmål, der ikke er afhængige af egenkapitalens fortegn, eksempelvis forholdet mellem gæld og EBITDA.

Klassificeringen af hybride instrumenter som konvertible obligationer og præferenceaktier tilføjer yderligere et definitionsvalg, fordi sådanne instrumenter regnskabsmæssigt kan placeres som enten gæld, egenkapital eller en kombination, afhængigt af deres konkrete vilkår under den relevante regnskabsstandard. Et instrument, der klassificeres som gæld i tælleren frem for som egenkapital i nævneren, kan ændre en D/E-ratio markant, uden at selskabets underliggende risiko er ændret tilsvarende, hvilket er en af grundene til, at kreditvurderingsbureauer ofte omklassificerer hybride instrumenter efter egne metoder, når de beregner en justeret gearingsgrad til brug for kreditvurderingen. Samme mekanisme gør D/E-ratioen til et tal, der i praksis kan påvirkes gennem bevidst valg af finansieringsinstrument, hvilket er en central overvejelse ved kapitalstrukturering i forbindelse med eksempelvis opkøb finansieret med en høj gældsandel.