Under den forenklede antagelse om, at pengestrømmen fra driften pr. aktie kan tilnærmes som resultat pr. aktie plus af- og nedskrivninger pr. aktie, uden korrektion for arbejdskapital, kan forholdet mellem P/CF og P/E udtrykkes algebraisk. Med e som resultat pr. aktie og d som af- og nedskrivninger pr. aktie er pengestrømmen pr. aktie e+d, hvilket giver:

$$\frac{P\mathrm{/}CF}{P\mathrm{/}E}=\frac{P\mathrm{/}(e+d)}{P\mathrm{/}e}=\frac{e}{e+d}$$

Da d > 0 for stort set alle selskaber med materielle og immaterielle aktiver, vil dette forhold altid være mindre end 1, og P/CF vil under denne tilnærmelse systematisk ligge under P/E for et overskudsgivende selskab. Med et resultat pr. aktie på 2 kr og af- og nedskrivninger pr. aktie på 3 kr bliver forholdet 2/5 = 0,4, svarende til, at en P/E på 50 modsvares af en P/CF på 20 under samme forudsætninger.

Klassificeringen af betalte renter i pengestrømsopgørelsen påvirker den beregnede pengestrøm fra driften og dermed selve P/CF, uden at den underliggende kontante indtjeningsevne er ændret. Under de regnskabsstandarder, hvor betalte renter obligatorisk indregnes som en driftsaktivitet, forbliver renteomkostningen en del af det tal, pengestrømmen fra driften bygger på. Under de standarder, hvor selskabet i stedet kan vælge at klassificere betalte renter som en finansieringsaktivitet, tilbageføres renteomkostningen fra driftsdelen ved opgørelsen af pengestrømmen fra driften, hvilket løfter det beregnede tal tilsvarende. To ellers identiske selskaber med et nettoresultat på 50 millioner kr, af- og nedskrivninger på 20 millioner kr, ingen ændring i arbejdskapitalen og betalte renter på 10 millioner kr vil derfor kunne fremvise forskellige pengestrømme fra driften alene som følge af klassificeringsvalget: 70 millioner kr, hvis renterne forbliver i driftsdelen, mod 80 millioner kr, hvis de tilbageføres til finansieringsdelen. Ved en fælles kurs på 400 kr og 10 millioner aktier giver det en P/CF på henholdsvis cirka 57,1 og 50 for to selskaber med identisk underliggende økonomi, hvilket illustrerer, at sammenligning af P/CF på tværs af selskaber, der aflægger regnskab efter forskellige standarder, kræver kendskab til den bagvedliggende klassificeringspraksis.

En midlertidig og ikke-tilbagevendende bevægelse i arbejdskapitalen kan give et enkelt regnskabsårs pengestrøm fra driften et markant anderledes niveau end det, selskabets løbende indtjeningsevne tilsiger, hvilket i praksis håndteres ved at normalisere tallet for den pågældende post. Et selskab med et nettoresultat på 50 millioner kr, af- og nedskrivninger på 20 millioner kr og en engangsstigning i tilgodehavender på 40 millioner kr i forbindelse med en usædvanlig stor leverance ved årets udgang vil isoleret set rapportere en pengestrøm fra driften på 30 millioner kr, mod 70 millioner kr, hvis den ekstraordinære stigning i tilgodehavender renses ud af beregningen. Ved en kurs på 210 kr og 10 millioner aktier giver dette en rapporteret P/CF på 70 mod en normaliseret P/CF på 30, en forskel der alene skyldes en enkeltstående regnskabspost og ikke en ændring i selskabets grundlæggende indtjeningsevne.

Tælleren i P/CF er en ren egenkapitalstørrelse, idet aktiekursen alene afspejler markedsværdien af aktionærernes andel, mens nævneren, afhængigt af hvordan betalte renter klassificeres i pengestrømsopgørelsen, kan nærme sig en pengestrøm, der reelt er til rådighed for både kreditorer og aktionærer snarere end for aktionærerne alene. Når betalte renter forbliver i driftsdelen, er pengestrømmen fra driften en efter-rente og dermed egenkapitalnær størrelse, der stemmer overens med, at tælleren også er egenkapitalbaseret. Når renterne i stedet tilbageføres til finansieringsdelen, nærmer nævneren sig en før-rente størrelse, der ligger tættere på et virksomhedsniveau, og der opstår en intern uoverensstemmelse mellem en egenkapitalbaseret tæller og en delvist virksomhedsniveau-baseret nævner, som gør multiplen mindre velegnet til sammenligning på tværs af selskaber med forskellig gældsandel.

Under en antagelse om konstant vækst i pengestrømmen fra driften pr. aktie med en rate g, kapitaliseret med et afkastkrav r, hvor r > g, kan kursen udtrykkes som nutidsværdien af en voksende evighedsrække efter samme grundlæggende logik, som ligger til grund for Gordons vækstmodel:

$$P_0=\frac{CF{O}_{ps,0}(1+g)}{r-g}$$

hvilket ved omskrivning giver:

$$P\mathrm{/}CF=\frac{1+g}{r-g}$$

Med et afkastkrav på 9 pct. og en vækstrate på 3 pct. giver dette en P/CF på 1,03/0,06 ≈ 17,17, mens et uændret afkastkrav på 9 pct. kombineret med en vækstrate på 5 pct. hæver multiplen til 1,05/0,04 = 26,25. Et højere afkastkrav trækker isoleret set multiplen ned, mens en højere forventet vækst trækker den op, og selve spændet mellem de to størrelser – ikke niveauet for nogen af dem hver for sig – er det, der bestemmer, hvor følsom multiplen er over for mindre ændringer i enten vækst- eller afkastforventninger.

Anvendelsen af P/CF er begrænset for banker og forsikringsselskaber, fordi pengestrømmen fra driften i disse selskabers pengestrømsopgørelse i vid udstrækning styres af ændringer i ind- og udlån, kundeindskud og handelsbeholdninger snarere end af den underliggende indtjeningsevne. En vækst i udlånsmassen vil typisk trække den rapporterede pengestrøm fra driften ned, selvom den afspejler en sund forretningsmæssig ekspansion, mens en indskrænkning af balancen kan løfte tallet uden at afspejle forbedret indtjening, hvilket gør P/CF mindre anvendelig som prissætningsmål for denne sektor sammenlignet med ikke-finansielle selskaber.