Aktiekursen og markedsværdien af egenkapitalen afspejler et krav på virksomhedens resterende værdi, efter alle kreditorer er honoreret, hvorfor det teoretisk konsistente mål at anvende i en P/FCF er frit cash flow til egenkapitalen (FCFE) – det vil sige den kontantstrøm, der er tilbage til aktionærerne, når driften, anlægsinvesteringerne og periodens nettoændring i den rentebærende gæld er medregnet. Det almindeligt anvendte frie cash flow, defineret som pengestrømme fra driften fratrukket anlægsinvesteringer, adskiller sig fra FCFE ved ikke at medregne periodens nettolåntagning:

$$FCFE=FCF+\mathrm{\Delta }D$$

hvor $\Delta D$ betegner nettoændringen i den rentebærende gæld i perioden. Når $\Delta D$ ligger tæt på nul, falder de to mål stort set sammen, men i perioder med markant gældsoptagelse eller -afvikling vil en P/FCF baseret på det simple mål afvige fra den egenkapitalkonsistente multipel, P/FCFE. Det tilsvarende ugearede mål, frit cash flow til den samlede kapital (FCFF), bør i stedet parres med virksomhedsværdien (Enterprise Value) frem for kursen alene, hvilket ligger til grund for den beslægtede EV/FCFF.

Sammenhængen mellem en P/E og en P/FCF kan udtrykkes algebraisk, idet det frie cash flow kan opgøres med udgangspunkt i nettoresultatet:

$$FCF=E+D\mathrm{\&}A-\mathrm{\Delta }NWC-CapEx$$

hvoraf følger:

$$\frac{P}{FCF}=\frac{P}{E}\cdot \frac{E}{E+D\mathrm{\&}A-\mathrm{\Delta }NWC-CapEx}$$

En virksomhed realiserer et nettoresultat på 100 mio. kr., afskrivninger (herunder amortiseringer af immaterielle aktiver) på 30 mio. kr., anlægsinvesteringer på 45 mio. kr. og en stigning i nettoarbejdskapitalen på 5 mio. kr., samtidig med at den rentebærende gæld øges med netto 10 mio. kr. i regnskabsåret. Pengestrømmene fra driften, det frie cash flow og FCFE kan herefter opgøres som:

$$CF_{\text{drift}} = 100 + 30 – 5 = 125 \text{ mio. kr.}$$

$$FCF = 125 – 45 = 80 \text{ mio. kr.}$$

$$FCFE=80+10=90\text{mio. kr.}$$

Fordelt på 20 millioner udestående aktier svarer det til en indtjening per aktie på 5 kr., et frit cash flow per aktie på 4 kr. og et FCFE per aktie på 4,5 kr. Ved en kurs på 100 kr. giver det en P/E på 20, en P/FCF på 25 og en P/FCFE på cirka 22,2 – forskellen mellem de to sidstnævnte skyldes alene periodens nettolåntagning, mens forskellen til en P/E skyldes, at anlægsinvesteringerne og stigningen i arbejdskapitalen tilsammen oversteg afskrivningerne.

Under en antagelse om, at FCFE vokser med en konstant rate i al fremtid, kan den teoretisk berettigede P/FCF, her betegnet $M^{*}$, udledes af en voksende annuitets nutidsværdi, i tråd med den logik, der ligger bag Gordons vækstmodel:

$$M^{\ast }=\frac{1+g}{r_e-g}$$

hvor r_e  er afkastkravet til egenkapitalen, ofte fastsat ved hjælp af en model som CAPM, og g$g$ er den forventede vækstrate i det frie cash flow. Ved et afkastkrav på 10 procent og en vækstrate på 5 procent bliver $M^{*}$ lig 1,05 divideret med 0,05, altså 21. Stiger den forventede vækstrate til 6 procent, mens afkastkravet er uændret, stiger $M^{*}$ til 26,5, mens den falder til cirka 17,3, hvis væksten i stedet antages at være 4 procent. Følsomheden tiltager, jo tættere væksten kommer på afkastkravet, fordi nævneren i udtrykket nærmer sig nul.

En P/FCF er særligt informativ i kapitaltunge brancher, hvor afskrivningerne udgør en stor andel af omkostningsbasen, og hvor en P/E dermed i højere grad kan være påvirket af regnskabsmæssige valg omkring afskrivningsperioder. Anlægsinvesteringerne i sådanne brancher er samtidig ofte cyklisk fordelt over store, enkeltstående udbygninger frem for jævnt fordelt over årene, hvilket kan gøre et enkelt års P/FCF mindre retvisende og motiverer en normalisering hen over en fuld investeringscyklus. Forskellen mellem en P/FCF og den beslægtede Kurs/Pengestrøm er ligeledes mest udtalt i disse brancher, fordi anlægsinvesteringerne her udgør en betydelig andel af pengestrømmene fra driften.

En P/FCF er mindre følsom over for regnskabsmæssige skøn end en P/E, men er ikke upåvirkelig over for tidsmæssig forskydning i de underliggende pengestrømme. En midlertidig forbedring af det frie cash flow kan opstå ved at udskyde nødvendige geninvesteringer, forlænge betalingsfristerne over for leverandører eller sælge tilgodehavender via factoring, uden at nogen af disse forhold reflekterer en varig forbedring af indtjeningsevnen. Historiske sager om regnskabsmanipulation af den rapporterede indtjening, som eksemplificeret ved selskaber som Enron og WorldCom, har generelt øget den analytiske interesse for pengestrømsbaserede nøgletal som en P/FCF, idet de underliggende kontante bevægelser er sværere at manipulere end regnskabsmæssige periodiseringer. Er det frie cash flow negativt, hvilket ofte forekommer i selskaber med en midlertidigt høj investeringsintensitet, mister en P/FCF sin matematiske mening, og analytikere anvender i sådanne tilfælde typisk alternative multipler som EV/omsætning.